Hør mere om MyHomes

Juletraditioner i Europa

Signe Valgreen Marketingkoordinator
Signe Valgreen, Marketing- & kommunikationskoordinator
julemarked

Som medejer i MyHomes kan du holde jul ude, hvor du føler dig hjemme. Med 5 boliger beliggende forskellige steder i Europa er der rig mulighed for at opleve nye måder at fejre julen på.

Hold for eksempel jul i de snedækkede franske Alper, charmerende Norditalien eller det solbeskinnede Sydspanien. Hvert land har sin helt unikke måde at fejre julen på, og hvis du har lyst til at nyde højtiden i et andet land, er der rig mulighed for det som ejer i MyHomes.

Vi har samlet nogle af julens højdepunkter i de lande, vi befinder os i til inspiration for fremtidige juletraditioner. Måske du skal holde jul på en helt ny måde i år?

 

MIDNATSMESSE OG DEN ITALIENSKE JULEMIDDAG

Juleaften i Italien begynder kl. 24:00 den 24. december, hvor landets kirker kalder til midnatsmesse. Levende lys og julepynt pryder kirkerne, og træder du med indenfor vil du opleve en varm og bevægende atmosfære af spænding og glæde.

For at undgå rumlende maver i kirken spiser italienerne et let måltid inden messen, ofte bestående af skaldyr eller fisk. Middagen er let, så der er appetit til den store familiesammenkomst den 25. december. Hvor den danske jul afholdes den 24. december, er den italienske juls hovedattraktionen første juledag. Her samles hele familien til et festmåltid på ægte italiensk manér med syv til otte retter lavet af friske råvarer.

Den italienske julemenu varierer alt efter, hvilken region du befinder dig i. Men én ting kan du være sikker på at finde på det italienske middagsbord første juledag – Panettone, som er en kage med tørret frugt, der minder lidt om en sandkage. Den bliver ofte nydt sammen med et glas mousserende vin og i festligt selskab. Hvis du befinder dig i Italien i juledagene, kan det varmt anbefales at prøve den nationale juledessert.

 

JULEGAVER OG EN VENLIG HEKS

I Italien bliver de fleste julegaver givet den 25. december. Dog ikke alle. For i Italien er det ikke kun julemanden, Babbo Natale, som kommer med gaver, men også en venlig heks kaldet Befana. Hun flyver rundt på sin kost og uddeler gaver og slik til alle børn den 5. januar. En tradition, som sikret også vil glæde mange danske børn.

Vinter i Piemonte vinmarker med sne landskab

HELD OG MUSIK I DE SPANSKE GADER

Hvis du føler dig heldig, skal du deltage i verdens største julelotteri kaldet El Gordo. Det finder sted den 22. december i Spanien, hvor millioner af håbefulde spaniere sidder klistret til tv-skærmene for at følge med i den store TV-begivenhed. Lotteriet har fundet sted i Spanien siden 1812, og traditionen tro bliver vindertallene sunget højt af skolebørn.

Efter et spændingsfyldt lotteri ser spanierne frem til juleaften, som afholdes den 24. december. For spanierne er juleaften en familiefest, der bliver fejret med en overdådig middag. Den traditionelle middag består af fisk, skaldyr og tapas med ost og pølse. Til dessert serveres den spanske udgave af konfekt kaldet turrón, som er lavet på solide plader af marcipan og chokolade eller nougat. Kombinationen findes i utallige variationer og er en julegodte, du ikke må gå glip af.

Julens hovedattraktion er midnatsmessen, hvor byen samles i de overdådige katolske kirker. Efter messen går folk gennem gaderne med fakler, guitarer, trommer og tamburiner for at fejre Jesus’ fødsel.

Hvor juleaften er familiens fest, er første juledag vennernes fest. Her samles venner til en hyggelig aften i godt selskab. Det kan derfor være en god idé at reservere et bord i god tid, hvis du selv overvejer at spise ude første juledag i Spanien.

Barcelona plads mennesker jul lyskæder

SPISELIGT JULETRÆ OG EN GOD HØST I FRANKRIG

I Frankrig pyntes juletræet med slik, frugt, nødder og småt legetøj fremfor julekugler. På toppen placeres en engel eller en stjerne, som symboliserer de vise mænds søgen efter Jesusbarnet. Modsat danskerne danser franskmændene ikke rundt om juletræet, men nyder i stedet dets dekorative og symbolske betydning fra afstand.

Den franske julemiddag er et spændende alternativ til brunede kartofler og rødkål. Her står menuen på skaldyr eller østers til forret. Farseret kalkun med foie gras eller kastanjer sammen med kartofler og grøntsager til hovedret. Til dessert serveres aftenens hovedattraktion – en julekage formet som en træstamme kaldet Bûche De Noël. Den symboliserer en velsignet træstamme, der gennem generationer er blevet lagt i pejsen juleaften. Udover at give varme skulle træstammen efter sigende sikre en god høst det kommende år.

 

JULETRADITIONER I FRANKRIG

I de fleste franske hjem kan du finde et ufuldendt krybbespil. Jesusbarnet mangler. Den manglende figur bliver først placeret i krybbespillet den 24. december for at symbolisere Jesus’ fødsel. Samme aften samles byen i den lokale kirke til midnatsmesse, som er en oplevelse for sig.

I løbet af natten til den 25. december får de franske hjem besøg af julemanden, Pére Noel. Han bringer julegaver, og som tak stiller mange franske hjem kager frem til Pére Noel. Julegaverne bliver åbnet i morgentimerne første juledag.

Julen i Frankrig slutter den 6. januar, hvor de hellige tre konger fejres. Dagen bliver festliggjort med en leg, hvor man deler en kage kaldet Galette des Rois med selskabets gæster. Heri er der indbagt en lille porcelænsfigur formet som en bonde. Den som får porcelænsfiguren bliver udnævnt til konge og får dermed retten til at bære kronen, som oftest følger med kagen. Så hvis du er heldig, bliver du kronet konge inden julen er omme.

skur sne bjerg
by bjergby brosten franskmænd
Jul torv Megeve

“Oplev julen i Europa fra din egen bolig

Finn Christensen, adm. direktør & stifter Bliv en del af MyHomes