Grundprincip

Vores ekspertise har mange facetter, og vi står for at anskaffe, renovere og indrette boligerne samt for den løbende administration og drift. Vi skaber de luksuriøse rammer, så du kan læne dig tilbage og nyde dine fremtidige rejseoplevelser. Der er puljetyper til enhver pengepung og familiestørrelse, og bookingen af dine ophold styres via vores unikke bookingsystem. Her er, hvad du skal vide om vores koncept.

Hver lokation og beliggenhed er håndplukket

MyHomes fastlægger på forhånd lokationerne i enhver pulje og sikrer dermed de bedste beliggenheder. Hver eneste by og egn er nøje udvalgt ud fra et indgående kendskab til den charme og rigdom i variationen af oplevelser, der bydes på hele året. Kriterierne er blandt andet levende kultur, skøn natur, sol, gode strande, lækkert skiterræn, shopping, sportsmuligheder og -faciliteter og ikke mindst et højt kulinarisk niveau. Desuden skal alle de europæiske lokationer leve op til en række praktiske hensyn f.eks. i forhold til flyveafstand fra Danmark, og man vil opleve, at der sjældent er mere end en times kørsel til boligen fra den lufthavn, man ankommer til.

Quantus bolig i sydfrankrig

Genkendelsens glæde hver eneste gang

Som MyHomes ejer rummer fremtiden et utroligt potentiale, både for ro i rejsesjælen og i forhold til at flytte sig mentalt. Årets rejser og smutture kan planlægges i god tid på en ustresset måde, og du kan løbende glæde dig til at indtage de nye nabolag, ét efter ét, stille og roligt. Du kan således blive lokal med de lokale og nyde fordelene ved ophold uden rejsestress og usikkerhed, men afløst af gensynets glæde og et absolut problemfrit ophold. Derfor kalder vi vores koncept for Living in Europe.

Alt står snorlige – og som sidst, du var der

Alle MyHomes boliger har et serviceteam tilknyttet, der sørger for at dit hjem er rengjort og klar ved ankomst. Det faste rengøringspersonale har sørget for alt. Lækre shampooer og plejeprodukter på badeværelset. Rent sengetøj er lagt på, og håndklæderne ligger klar. Det er næsten bedre end derhjemme. Poolen er ren. Græsset er slået, og planterne er vandet. Ved hjemrejse kommer rengøringspersonalet igen og gør det hele lige så fint til de næste ejere, så alle oplever den samme
høje standard og en bolig, der stod som sidst man tog afsted.

Fælles interesse i at passe på boligerne

Enhver ejer og enhver familie ankommer og rejser hjem igen i bevidstheden om, at de, som var der ugen før, og de, der kommer ugen efter, også er begejstrede for deres boliger. Og alle passer præcist lige så godt på det hele, som én selv. Det gør delekonceptet til en helt enestående tryg oplevelse, når alle er fælles om at værne om værdierne, og alle tager ansvar for investeringen.

Proces for etablering af foreningen

Vi etablerer vores foreninger med i alt 29 ejere, som bliver en del af foreningen i 5 faser. Efter hver fase tilføjes en ny bolig. På den måde får man hurtigere adgang til sine nye europæiske hjem, og kan begynde at nyde det gode liv med MyHomes.

1. MyHomes samler 29 ejere i 5 faser.
2. Foreningen stiftes med de første 6 ejere som et P/S
3. Investeringen indbetales
4. Boligerne identificeres og handles
5. Boligerne renoveres, indrettes og afleveres til ejerne

Investeringen indbetales på en konto, der tilhører ejerforeningen, og herfra frigives løbende penge til køb af boliger, renovering og indretning. Ejerne booker og bruger boligerne, så snart de står klar, og det forventes, at den første bolig tages i brug inden for 8-12 måneder, fra foreningen er stiftet.

En ny bolig for hver fase

Allerede når vi har samlet de første 6 ejere og etableret foreningen ved den stiftende generalforsamling, går vi i gang med at finde, handle, renovere og indrette den første bolig, hvorefter ejerne tager den i brug. Denne procedure gentages i hver af de efterfølgende fire faser, indtil alle fem boliger er i drift. Foreningen opbygges med følgende fordeling af ejere i faserne: 6+6+6+6+5.

Mens vi realiserer den første bolig, fortsætter vi både med at identificere spændende emner til de næste boliger og med at samle de øvrige familier, der skal være med i den fuldt etablerede ejerforening. Når foreningen er fuldtegnet, indkalder MyHomes en ekstraordinær generalforsamling, hvor alle ejere møder hinanden og kan skåle på deres fælles ejerskab.

Det optimale antal ejere

Med 29 ejere opnår vi et perfekt antal, der sikrer både en fornuftig investeringsstørrelse og optimal udnyttelse af boligerne. Du har i gennemsnit 9 uger i boligerne, og helt op til 20 uger, hvis du prioriterer lavsæson. Vores erfaring og statistikker viser, at med dette antal ejere forbliver boligerne sjældent unødigt tomme. Boligerne er i brug 85% af ugerne, hvilket svarer til 38 ledige uger om året i hver forening. Denne struktur sikrer, at alle får mest muligt ud af deres investering, uden at gå på kompromis med fleksibiliteten og spontaniteten i jeres ferieplaner.

Boliger fra øverste hylde

Vi afsøger løbende markedet for attraktive boliger ud fra nøje definerede kriterier. Og i takt med at bolig efter bolig når igennem vores nåleøje, forelægges de foreningens ejerudvalg, der godkender valget. Ejerudvalget består af tre repræsentanter fra ejerkredsen. Der vil være flere boliger under etablering på samme tid, og ejerne kan følge processen og forvandlingen af boligerne gennem opdateringer og nyhedsbreve fra MyHomes.

Det at blive del af en ejerforening

Ejerforeningen organiseres i et Partnerselskab (P/S), hvor der eksisterer et sæt vedtægter, husregler og fremfor alt en ejeraftale, der regulerer det indbyrdes ejerforhold. Når man er flere om at eje fast ejendom og dermed store værdier, er det vigtigt, at der er klare retningslinjer for, hvordan der træffes beslutninger. MyHomes har skabt et aftalegrundlag, der skarpt definerer bestemmelser, roller og regler. Man hæfter kun for sin egen andel.