Hør mere om MyHomes

24. oktober kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Jeres nye bolig i Villefrance

Vi har fundet jeres nye bolig i Villefrance-sur-Mer. Lejligheden ligger i bebyggelsen La Reale, der har en stor fælles pool og ligger helt perfekt i gåafstand til både strand og by. Fra lejligheden og den tilhørende terrasse er der flot udsigt over klippeskråningen mod Mont Boron med de for området så karakteristiske pastelfarvede bygninger og til Villefranche bugten med Cap Ferrat i baggrunden.

BELIGGENHED/ OMRÅDE

La Reale ligger i gåafstand til alt, hvad man har brug for i Villefranche – havnen, den gamle by, stranden og indkøb. Ydermere er man tæt på Parc du Mont Boron, som er et stort naturområde med stier, vandfald og en betagende udsigt over Nice og kystlinjen.

Se koordinaterne for den præcise beliggenhed

BEBYGGELSEN

La Reale består af 2 bygninger med hver deres elevator samt en fælles pool og vicevært. Stedet er veldrevet og virkelig velholdt overalt, det gælder bygningerne, opgangene og det fine frodige haveanlæg. Alt dette, koblet med beliggenheden, gør stedet meget efterspurgt, og vi er glade for, at det nu er muligt at sikre en bolig her til jeres forening.

Video af bebyggelsen

LEJLIGHEDEN

Lejligheden ligger på 2. sal og er totalrenoveret. Det betyder ikke, at den overalt er, som vi vil have den, men det betyder, at vi ikke behøver at begynde forfra, og at vi med relativt overkommelige greb kan tilføre den både stil, charme og ikke mindst gøre den mere hyggelig, end den er nu, hvor alt er meget hvidt.

Der er en skøn udsigt over Villefrance og Middelhavet med Cap Ferrat i baggrunden, både inde fra lejligheden, men også fra altanen på ca. 16 m2, der vender mod sydvest og derfor har sol det meste af dagen.

Indenfor er der 57 m2 effektiv bolig med lige nu 1 soveværelse. Vi kan heldigvis relativt nemt etablere soveværelse nummer 2, hvor der nu er køkken, og så flytte køkkenet frem mod vinduespartiet mod altanen, så det stadig er i åben forbindelse med stuen. De store glaspartier på hele den ene side af lejligheden, inkl. i det ene soveværelse, gør lejligheden meget lys. Lyset vil vi sikre også i det nye soveværelse ved at lave en glasvæg, som vi har gjort det tilsvarende og med et godt resultat i en anden af vores Villefranche lejligheder på omtrent samme størrelse.

Billedet herunder viser den samme løsning fra MH09 Comforts lejlighed og kan betragtes som inspiration til jeres.

Villefranche Sydfrankrig feriebolig

Der er separat badeværelse og toilet, hvilket er typisk i Frankrig. Badeværelset har et badekar med bruser samt vaskemøbel/håndvask. Toilettet er med en lille håndvask, hvilket er vigtigt for funktionaliteten.

Fra entreen er der en dør mod et lille depotrum.

Der hører en privat, lukket garage i kælderen til lejligheden sammen med et stort depotrum.

Boligen var udbudt til 775.000 euro, men vi har fået accept på 735.000 euro. Det er vores forventning, at vi kommer fint i mål inden for det afsatte budget.

Vi skal over den kommende tid arbejde mere med planløsningen og med at skabe den rette funktionalitet i boligen.

Vi har sammen med ejerudvalget valgt at gå lidt på kompromis med størrelsen mod til gengæld at få den bedste beliggenhed, hvor alt er i gåafstand, og hvor man bor midt i byen og er en del af den helt særlige Villefranche stemning. Vi har set på andre muligheder med flere m2, men med en beliggenhed længere oppe ad skråningen, hvor der også var dejligt, men med mere ”resort feel” og mindre ”Villefranche feel”, og hvor man desuden vil være mere afhængig af en bil.

Plantegning (nuværende)

Video af lejligheden

Video af udsigten

NÆSTE SKRIDT I PROCESSEN

Vi har afgivet et købstilbud, som sælger skriftligt har accepteret, og nu går vi sammen med vores advokat og notarerne videre med udformning af købsaftale og alle de dokumenter, der skal gennemgås i den forbindelse.

Samtidig kaster vi os over planlægning af det arbejde, der skal gøres i lejligheden.

I forhold til en bolig, der skal totalrenoveres, er det vores forventning, at vi hurtigere kan have boligen klar til ibrugtagning. Det bliver sandsynligvis engang i efteråret, men noget vi først endelig kan melde ud, når vi er igennem handelsprocessen og har modtaget nøglen.