Jeres nye bolig i Villefranche

Timingen er perfekt. Netop som vi er klar til at købe bolig nummer 2 til jeres forening, er det helt rigtige dukket op i Villefranche. En bolig, der lever op til alle kriterier og mere til. I får en lejlighed, der ligger tæt på strand og by, er rummelig med gode udeområder, og som ligger i en bebyggelse med fælles pool.

Du får denne udsigt fra din lejlighed i Villefranche som ejer i MH20 Comfort

Beliggenhed

Villefranche er fra start et meget lille boligmarked, og eftersom vi har en klar holdning til, hvor i Villefranche vi ønsker at være og derudover en lang række andre kriterier, er det ikke nemt at finde det helt rigtige.

Derfor føler vi os heldige at kunne slå til på denne bolig, der ligger fantastisk, lidt oppe ad skråningen i bunden af Villefranche-bugten. Herfra går man nemt til både stranden og den gamle bydel.

Se lokationen.

Bygningen

Lejligheden ligger på 3. sal i bebyggelsen LE BRASILIA, der består af to bygninger, som for et par år siden gennemgik en stor facaderenovering. Bygningen har elevator og er en af de relativt få bebyggelser i Villefranche med fælles pool.

Lejligheden

Selve lejligheden er 60 m2. Alt skal renoveres, og planløsningen tilpasses, så der bliver plads til 2 soveværelser, 2 badeværelser samt køkken og stue i åben forbindelse.
Der er hele to altaner på i alt ca. 17 m2. Den ene er på nordsiden mod poolen og gennemgående, så man tilgår den fra begge soveværelser. Den anden mod syd fra stuen.

Som det fremgår af billeder og video, er der en helt enestående panoramaudsigt over bugten, som man møder, allerede når man træder ind i entréen.

Se video af lejligheden fra vores mægler.

Til lejligheden hører en privat lukket garage samt et depotrum.

Vi har forhandlet en yderst fornuftig pris og har fin plads i budgettet til en gennemgående renovering, så vi til sidst står med en bolig, der faktisk overstiger de allerede høje forventninger, vi havde.

Næste skridt

Der foreligger et købstilbud underskrevet af sælger, og derfor er advokat og notar i gang med at håndtere handlen. Det er i Frankrig en lang proces, der forventeligt tager et par måneders tid, således at vi kan skrive skødet i januar 2026.

Det er endnu meget tidligt, men om alt går vel, sigter vi efter, at I kan ibrugtage boligen i løbet af sommeren 2026.