Herlig golfdag i Holstebro Golfklub

Lene Pind, Kommunikationschef MyHomes kommunikations- og PR-indsatser
Lene Pind, Kommunikationschef
MyHomes INVITATIONAL 2025. Golfevent i Holstebro Golfklub

Fredag den 29. august dannede Holstebro Golfklub, der er kendt som én af Danmarks smukkeste baner, rammen om årets udgave af MyHomes INVITATIONAL. Et hyggeligt og uformelt arrangement, hvor nuværende og potentielle ejere mødtes til en dag med netværk, golf og god stemning i naturskønne omgivelser.

Dagen begyndte tidligt med kaffe og en veltillavet morgenmadsbuffet, og allerede fra morgenstunden var der smil på læberne og god energi blandt deltagerne. Vejret viste sig fra sin absolut bedste side, og med klar himmel og solrige sensommertemperaturer var betingelserne ideelle til en dag i godt selskab.

Golf, gæster og god energi

MyHomes INVITATIONAL er et åbent og inkluderende event, hvor ejere har mulighed for at invitere en ven med, og hvor interesserede kan tilmelde sig via vores nyhedsbrev. Det giver anledning til både hyggeligt samvær og nye forbindelser – og mulighed for at opleve det fællesskab, som kendetegner MyHomes.

Arrangementet blev stablet på benene i samarbejde med en af vores MyHomes ejere, Birgit Løkke, der til daglig arbejder i Holstebro Golfklub. Det personlige engagement og den lokale forankring var med til at skabe de perfekte rammer for en dag, hvor fællesskabet stod i centrum.

“Det var en stor fornøjelse at være med til at bringe MyHomes til min hjemmebane, Holstebro Golfklub. Vi deler den samme passion for golf, og en uformel turnering er en oplagt mulighed for at netværke og nyde nogle aktive timer sammen.”
– Birgit Løkke, MyHomes ejer.

Stærkt samarbejde på tværs

Vi er ligeledes glade for, at vores strategiske samarbejdspartner Jyske Bank også deltog i arrangementet. Banken havde inviteret kunder med, hvilket skabte endnu flere gode samtaler på tværs af relationer og interesser. Samarbejdet med Jyske Bank er et vigtigt element i vores fælles tilgang til værdibaseret tilbud og oplevelser – og denne dag var et godt eksempel på, hvordan synergien kommer til udtryk.

Mere end golf

Selvom golfen var omdrejningspunktet, var det i lige så høj grad fællesskabet og samtalerne, der gjorde dagen særlig. For MyHomes handler det ikke kun om ferieboliger, men om de oplevelser, forbindelser og livsstilsvalg, vi deler. Derfor betyder det meget for os at mødes med både ejere og nye ansigter i inspirerende omgivelser – og netop dét formåede dagen i Holstebro Golfklub at skabe.

📸 Se stemningsbilleder fra dagen herunder

Tak til alle, der deltog – og på gensyn til næste MyHomes INVITATIONAL.