Hør mere om MyHomes

Kunsten flytter ind hos MyHomes

Lene Pind, Kommunikationschef
Villefranche MyHomes

MyHomes og Martin Asbæk Gallery deler udsigt i Bredgade i København, og fremover kommer vi til at dele mere end det. Som noget helt nyt indgår vi nemlig et samarbejde om eksponering af kunst i MyHomes boligerne rundt om i Europa. Fremadrettet vil Martin Asbæk Gallery stille kunst til rådighed i de boliger, som MyHomes forvandler og driver for et stort antal danske familier.

Det er galleriejer Martin Asbæk og Finn Christensen, direktør og stifter af MyHomes, der har fået ideen til det nye samarbejde, hvis kongstanke er at bringe kunsten ud til flere danskere. Det betyder, at kunstværker fra Martin Asbæk Gallery fremover bliver udlånt, og kan opleves i flere af MyHomes boligerne. Forhåbningen er, at endnu flere får øjnene op for den betydning, kunst kan have i hverdagen, og finder nydelse ved kunstens tilstedeværelse.

Fin Christensen, CEO, MyHomes, Martin Asbæk, direktør Martin Asbæk Gallery

Gallerist Martin Asbæk ser samarbejdet med MyHomes som en innovativ måde at tænke kuratering og kunstens udbredelse:

”Vi, og de kunstnere vi repræsenterer, arbejder konstant på at få budskabet og kunsten ud til en bredere kreds af danskere, og vi ser et samarbejde med MyHomes som en spændende mulighed for at accelerere det. Vi har mange fælles berøringsflader, og kan med et samarbejde tilbyde noget særligt til ejerne i MyHomes og kunstnerne i vores portefølje.”

At kunsten kommer direkte ud til danskerne, er kernen i samarbejdet, og de første to MyHomes boliger er netop blevet udsmykket med værker af Trine Søndergaard og Josefine Winding.

MyHomes Villefranche Josefine Winding

Josefine Winding er en dansk skulptør, der især er kendt for sine minimalistiske og nonfigurative værker, der på én gang fremstår organiske og geometriske. De seneste værker rummer hver især en personlig fortælling, som har været udgangspunktet for formgivningsprocessen. Skulpturen ovenfor på væggen hedder “Også når jeg vælger forkert, vælger jeg rigtigt” , og den tager sig smukt ud i den nye Premium-bolig i Villefranche.

 

KUNSTEN ER TÆNKT IND I INDRETNINGEN

Værkerne bliver udvalgt, så de passer ind i boligernes stil og stemning, og i takt med, at flere boliger klargøres til ejerne, kommer der flere værker ud i boligerne.

Finn Christensen ser samarbejdet som en unik mulighed for MyHomes ejerne, der får adgang til nøje udvalgte værker i deres boliger:

”Mange fascineres og røres af god kunst, men er måske ikke så vante med at besøge gallerier og investere i kunst. Så i stedet for at invitere danskerne ind til galleriet og kunsten, kommer kunsten nu også hjem i boligen”, forklarer Finn Christensen.

”Det er tydeligt for mig, at de boliger, MyHomes leverer og driver, er af høj kvalitet og smagfuldt indrettet, og der passer kunsten naturligt ind. Jeg glæder mig til at overraske og inspirere sammen med teamet i MyHomes”, supplerer Martin Asbæk.

Trine Søndergaard er en dansk fotobaseret kunstner. Hendes arbejder forholder sig gennemgående til synliggørelse, tid og kollektiv erindring. I serien “Unititled, Reflections” er unge kvinder portrætteret med ovale spejle, der skjuler deres ansigter og reflekterer en fraværende verden. Værket herover, og det i toppen af artiklen, kan ejerne i to af vores foreninger se frem til at nyde, når de opholder sig i deres nye Villefranche-boliger.

 

NABOSKAB TIL NÆSTE NIVEAU

Ideen til samarbejdet mellem Martin Asbæk Gallery og MyHomes blev født under et kunstarrangement i galleriet, hvor Martin Asbæk og Finn Christensen mødte hinanden og fik en god nabosnak over et glas vin og noget spændende kunst. MyHomes og Martin Asbæk Gallery ligger som nævnt indledningsvis med udsigt til hinanden i Bredgade i København, og der er derfor tale om, at naboskabet bliver taget til næste niveau.

Finn Christensen er selv kunstinteresseret og ynder at besøge gallerier og udstillinger både i Danmark og i udlandet. Han er fascineret af historierne bag kunstnerne og deres værker, og nyder at lade sig inspirere og at skabe rum med god kunst.

Han er begejstret for det nye samarbejde med Martin Asbæk Gallery, der både er til glæde for kunstnerne og de mange ejere af MyHomes boligerne, som kan se frem til at opleve og genopleve den spændende kunst, der er udvalgt til at pryde netop deres bolig.

MILLE KALSMOSE, PETER BONDE OG ELINA BROTHERUS

Planen er, at endnu flere MyHomes ejere, samt deres familie og venner, skal have glæde af kunstværkerne, og vi er i fuld gang med at lægge planer for, hvilke boliger der skal indrettes med værker af f.eks. Mille Kalsmose, Peter Bonde og Elina Brotherus. Du kan følge med på vores hjemmeside, når nye værker kommer ud i boligerne, og du kan læse mere om de forskellige kunstnere hos Martin Asbæk Gallery.