MyHomes Universe – vi kommer til dig

Lene Pind, Head of Communication
MyHomes Universe on tour

Vi er glade for at kunne lancere en helt særlig og avanceret MyHomes opfindelse, hvor du kan få den fulde oplevelse som ejer af MyHomes boliger i Europa – uden at pakke kufferterne først. Vi kalder den MyHomes Universe – on tour, og vi gæster i påsken en række danske byer. Vi har designet og skabt ni trucks, som hver især repræsenterer de lokationer, vi tilbyder.

Har du overvejet, hvordan det føles at være medejer af fem lækre ferieboliger i Europa? Det har du nu en enestående mulighed for at få den fulde oplevelse af.

I anledning af, at MyHomes i år kan fejre 10 års-jubilæum, har vi udviklet et innovativt og kreativt MyHomes univers, hvor vi forener fysiske og sanselige oplevelser med ny teknologi, der kan give dig en helt unik rejseoplevelse.

Garanti for en stressfri oplevelse

Sammen med en førende skandinavisk bilproducent har vi skabt et helt unikt bud på ikke bare fremtidens ferieboliger, men også måden man kan opleve dem på. Her kan du for en stund glemme alt om politik og alverdens stridigheder, mens du går på opdagelse i vores boliger, nøje udvalgte lokationer samt vin og gastronomi i særklasse.

Til MyHomes Universe har vi udviklet en avanceret simulator baseret på AI-teknologi, der kan overtage dine sanser og give en autentisk oplevelse.

Glæd dig til at træde ind i MyHomes Universe og nyde stemningen, lyde og dufte på solrige og mangfoldige Mallorca. Her mærker du, hvordan den salte havluft, solen og varmen føles på huden og i sjælen, mens du glemmer alt om tid og sted. Til denne oplevelse udleveres solcreme, da vi endnu ikke har formået at få UV-faktoren fjernet fra Mallorca-programmet.

Simulatorens sensorer registrerer ikke blot dine impulser, dens intelligens påvirker også din krop og dit sind. Pulsen falder, tankerne bliver klarere, og sanserne skærpes, når du eksempelvis vælger at besøge et af landstederne i Provence eller Piemonte. Og skulle du få lyst til at hoppe i poolen, ligger der naturligvis også lækre badehåndklæder klar til dig (husk at tage badetøj med hjemmefra).

MyHomes pool i Piemonte

Er du frisk på at udfordre dig selv?

Du kan også vælge at tage på ski i Alperne og opleve ægte after-ski stemning i og udenfor MyHomes trucken. Her vil din puls stige betydeligt, og i simulatoren bliver dine lårmuskler med garanti udfordret. Vi anbefaler derfor kun dette program til gæster i rimelig god fysisk form. Tilvælger du den fulde after-ski oplevelse, skal du være forberedt på at få en betydelig promille i blodet, og du vil ikke kunne tage bilen hjem.

Vi skal være ærlige og sige …

Under testforløbet af simulatoren erfarede vi, at flere deltagere udviste en vis modvilje mod at afslutte programmerne igen. Flere bortforklarede det med, at de blot havde sat sig “fem minutter”, selvom varigheden var meget længere. Du skal derfor forberede dig på, at der kan opstå kø ved MyHomes Universe, men vi vil selvfølgelig være til stede og tage os godt af dig imens.

Besøg MyHomes Universe og vind en vild præmie

I MyHomes Universe har vi også samlet samtlige 75 MyHomes boliger i drift i et VR-oplevelsesunivers, så du kan tage en rundtur i de boliger, du gerne vil besøge, og opleve hvert et rum på tæt hold.

Her kan du åbne køkkenskufferne og se, hvad der gemmer sig af udstyr, eller afprøve de populære senge og mærke, hvordan det føles at vågne op til sydlandske dufte og lyde.

Du kan også udforske dine gastronomiske evner og kreere din egen pizza, som du bager i en af de autentiske italienske pizzaovne, før du slår dig ned på terrassen og nyder udsigten.

Der vil i den forbindelse være en konkurrence blandt gæsterne om, hvem der bager den bedste pizza. Vinderen får besøg af MyHomes Universe i en hel uge på hjemmeadressen, og som altid kan du invitere familie og venner på ophold i boligerne.

Hvordan er I kommet på ideen?

Finn Christensen, stifter og direktør hos MyHomes, udtaler:

”I anledning af vores 10 års-jubilæum, synes vi, det skal markeres på en helt særlig måde”.

”Flere og flere er nysgerrige på at besøge MyHomes boliger, og mange hører fra venner og familie, om det bekvemme i at rejse ud til deres skønne ferieboliger, hvor de straks føler sig hjemme. Vi er klar over, at ikke alle har mulighed for at besøge ejere forskellige steder rundt i Europa, og derfor har vi valgt at komme til dem i stedet. Vi glæder os til at ture land og rige rundt og møde de mange gæster i MyHomes Universe. Efter påsken går turen sydpå til bl.a. Tyskland og Holland, hvor interessen også er kraftigt stigende”.

Se tur-programmet og tilmeld dig

Den nøjagtige plan for rundturen i Danmark offentliggøres senere i dag den 1. april, og du kan sikre dig en billet til MyHomes Universe ved at klikke på TILMELD DIG HER.

Bivirkninger kan forekomme

Er du så heldig at sikre dig en billet til MyHomes Universe, er der vigtig information her: Der kan forekomme visse bivirkninger under eller efter besøget.

Alle aktiviteter er testet på forhånd, og resultaterne viser, at man næsten med garanti bliver mere afslappet og ubekymret under opholdet. MEN der er også konstateret bivirkninger hos flere testpersoner som forstyrret tidsopfattelse, flere smilerynker, behov for mere fritid og en vis afhængighed af både boliger og sydeuropæisk livsstil.

Vi håber at se dig. Rigtig god påske.