Vi har fundet en grund til jer i Piemonte

Her kommer vi til at bygge et smukt stenhus i to etager med overdækket terrasse og med en betagende panoramaudsigt over Acqui Terme.

Beliggenhed

Grunden ligger i omkring 450 meters højde, ca. 10 minutters kørsel syd for den hyggelige by Acqui Terme med ca. 20.000 indbyggere, en by der har alt man har brug for. Området er kendetegnet ved langstrakte, åbne udsigter over det bakkede landskab.

Landsbyen Cavatore ligger et par kilometer fra huset. På vej mod Cavatore ligger restauranten Da Fausto, der er kendt for sit glimrende italienske køkken.

Der er heller ikke langt til en anden lille landsby, Melazzo. Og vil man gerne ud til kysten og nyde en af de gode badestrande, er der kun ca. 1 times kørsel i bil.

Se koordinaterne her.

Herunder billeder fra Cavatore og Acqui Terme.

Selve grunden og boligen

Grunden er omkring 30.000 m2, men det er primært vildt terræn, der passer sig selv, bortset fra nogle få tusinde m2 omkring huset.

Der ligger et hus på grunden, som i dag er sammenbygget med et nabohus. Det skal nedrives, og i stedet bygger vi et hus længere væk, på toppen af bakken. Vi bevarer sandsynligvis en gammel ”cantina” under det eksisterende hus som opbevaring til cykler og andet.

Grunden er meget kuperet, og det giver mulighed for at placere parkering og ankomst til boligen i det laveste område og etablere trapper op til huset på bakketoppen. Det giver altid en særlig ”feel” at bevæge sig op og være på toppen.

Nabohuset er lavere beliggende og har ingen vinduer mod os, så der er ikke problemer med privathed. Yderligere er der allerede en fin beplantning i skellet, som vi kommer til at forstærke yderligere.

Stedet er at tilgå hele året, og der vil være minimal vedligehold på grunden.

Vi placerer pool og overdækket terrasse mod sydvest, så I får mest mulig ud af solen, inkl. nogle flotte solnedgange og med kig til Alperne i klart vejr.

Der skal fældes en del beplantning for at åbne op for den imponerende udsigt. Vi ejer heldigvis selv træerne foran, så vi er i fuld kontrol.

Vi bygger et hus på ca. 180 m2 i to plan. Bygget med afsæt i de mange autentiske elementer, der er så kendetegnende for Piemonte. Herunder facader med langhe sten og taget med flotte terracotta sten i ”gammelt” look. Indvendigt bliver huset bygget med buede voltini lofter og stentrappe til første sal. Blot for at nævne nogle af elementerne …

Se video, hvor Rikke forklarer lidt om grunden og planerne for huset – husk lyd.

Se video af udsigten.

Se video af indkørslen.

Vi var forleden på grunden sammen med Gian Maria, vores lokale arkitekt og tekniker, der skal forestå planlægning af projektet. Gian Maria er nu gået i gang med at udarbejde renderinger og øvrigt tegningsmateriale, som vi derefter kan dele med jer.

Herunder billeder af grunden, udsigten samt markering af, hvor det nye hus placeres.

Næste skridt

Der er udarbejdet en købsaftale, som er underskrevet fra vores side, og hvor vi nu afventer underskrift fra sælger, der efter sigende skulle komme indenfor et par dage.

Derefter arbejder notaren videre med alt det administrative, og vi håber at kunne skrive skøde inden for et par måneder.

Vi har et forsigtigt håb om at have byggetilladelsen på plads, så vi kan starte byggeriet omkring 1. maj. Byggeperioden er ca. 18 måneder, og derefter skal huset indrettes og klargøres, så det kan tages i brug i starten af 2028. Piemonte-boligen er naturligt den, der er længst i proces, og derfor er det godt at komme i gang med den nu. Mens vi bygger i Piemonte, vil I løbende få de øvrige 4 boliger leveret, så tiden kommer til at gå hurtigt 😊