Hør mere om MyHomes

10. december kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Bolig fundet i Megève

Vi har fundet en skøn bolig med masser af potentiale til jer i Megève. Som altid har vi vægtet beliggenhed højt og boligen ligger således ganske naturskønt i gåafstand til byen og skibussen, som afgår kun ca. 200 meter fra jeres bolig. Læs alt om boligen her og forestil jer potentialet, når den står færdig efter renovering.

bjergby

BOLIGENS BELIGGENHED

Boligen ligger i vores foretrukne område i Megève, Rochebrune, som har noget af den skønneste natur og masser af udsigt. Den er tæt på Rochebrune liften, ca. 900 meter, men hvis ikke man ønsker at gå, kører skibussen fra et stoppested kun ca. 200 meter væk fra jeres bolig.

Selve byen er kun omkring 1200 meter væk svarende til en rask gåtur på 10-15 minutter, så det er muligt, i hvert fald en del af året, at gå hjem fra restaurantbesøg om aftenen.

Se koordinaterne for den præcise beliggenhed 

SELVE EJENDOMMEN

Lejligheden ligger i bebyggelsen ved navn ”Val de la Renardiere”, bestående af omkring otte chaletter med omkring seks lejligheder i hver. Bebyggelsen deler en opvarmet sommer pool, hvilket er et absolut særsyn  i Megève, 

Val de la Renardiere er et velfungerende sted, der har en ”caretaker” som selv bor i bebyggelsen og som holder fint øje med alle detaljer og sikrer, at der altid er rent og pænt på fællesområderne og i opgangene. Ligeledes er bygningerne pænt vedligeholdt.

Vi kender faktisk stedet rigtig godt, da vi allerede har en lejlighed i én af de andre chaletter til en af vores andre foreninger.

Bebyggelsen har flere fælles åbne parkeringspladser og derudover følger helt ekstraordinært to lukkede garager og to depotrum med lejligheden. Vi er ved at undersøge mulighederne for evt. at sælge det ene ”sæt” fra og dermed have flere midler at lægge i renoveringen. Vi har aftalt med ejerudvalget, at vi tager en endelig beslutning herom, når vi kender økonomien for renoveringen.

Se video af boligens nære omgivelser

 

INFORMATION OM LEJLIGHEDEN

Lejligheden har et effektivt boligareal på 68m2 og derudover små 5m2 hems, samt en ca. 20m2 balkon.

Den ligger i chalet nummer 6 øverst oppe, hvor der er loft til kip i stuen.

Efter renovering vil lejligheden have 2 rummelige soveværelser, 2 badeværelser, depotrum med vaskemaskine, åbent køkken i forbindelse med mindre stue med pejs og adgang til rummelig hems med 2 gode sovepladser, så vi undgår sovesofa i stuen. Der er to store skydedøre fra stuen med adgang til en helt unik hjørnebalkon mod hhv. vest og nord, og der er endvidere adgang fra det ene soveværelse til endnu en hjørnebalkon mod øst og nord.

Udsigten fra ikke bare balkonen, men også inde fra stuen igennem de store glaspartier er i særklasse og giver meget værdi til boligen.

Den fremtidige planløsning sikrer, at vi kan få et åbent køkken, som vi godt kan lide det, og samtidig får mulighed for privathed i form af soveværelserne. Eneste lille minus er, at køkken og opholdsrummene er til den lille kant. Det opvejes dog til rigelighed af den storslåethed, der er over at sidde i sofaen eller ved spisebordet med kig til bjergene i det fjerne.

Lejligheden var udbudt til 585.000 euro og det kan selvfølgelig være svært at forhandle med en sælger, der er blevet opfordret til at sælge, men alligevel er det lykkes at forhandle den ned til 562.000 Euro.

Lejligheden skaI igennem en kraftig renovering, men vi kommer ikke til at bryde alt ned, da der er flere ting at bygge videre på. Vi skal nok orientere jer om planerne, når vi kommer så langt.

Se video fra balkonen 

Se video af lejligheden

NÆSTE SKRIDT I PROCESSEN

Eftersom dette er jeres anden bolig i Frankrig, har I allerede etableret SCI selskabet, som skal til for at erhverve ejendommen. Det gør processen lidt nemmere dog ikke kortere, da det stadig gælder, at myndighederne har to måneders forkøbsret i alle bolighandler.

Næste skridt er at underskrive købsaftalen ”Compromis de vente”, hvorefter der erlægges depositum. Derefter udarbejder advokaten fuldmagter, som skal underskrives og fremsendes til os i original, hvorefter det endelige skøde kan underskrives.

Betingelserne for renovering i Megève er sådan, at man ikke kan ‘larme’ i skisæsonen fra medio december til ca. 1. marts. Og igen i månederne juli og august. Det kan være svært at gennemføre renoveringen indenfor de begrænsede ‘vinduer’, der er åbne, men vi vil selvfølgelig gøre alt hvad vi kan for at planlægge renovering i efteråret 2021, så boligen måske kan stå klar omkring jul. Men det er endnu for tidligt at love, eftersom der er en risiko for, at handlen først kan afsluttes omkring medio september/oktober, hvilket efterlader blot to måneder til renovering inden ‘vinduet’ lukker for skisæsonen. Under alle omstændigheder vil vi i så fald få lavet så meget af arbejdet inden vinter som muligt, så det tager kortere tid at færdiggøre, når vinduet igen åbner i marts 2022.

Vi holder jer selvfølgelig løbende opdateret via Facebook og i nyhedsbreve.