Hør mere om MyHomes

26. september kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Bolig fundet til MH06 i Piemonte

Vi har fundet en bolig beliggende et virkeligt skønt og fredfyldt sted med en fantastisk god udsigt til vinmarker og helt til Alperne på en klar dag. Samtidig er der gåafstand til nærmeste lille landsby og til en af områdets attraktive restauranter.

image/svg+xml

BOLIGENS BELIGGENHED

Der skal arbejdes en del med både huset og grunden, så som der ser ud nu, skal man have en god fantasi for at se igennem de tætte træer og boligens noget “datede look”. En god fantasi har vi heldigvis, og derfor kan vi sagtens forestille os, hvad det kan blive til, når grunden er ryddet for de fleste træer og huset har fået tilført de autentiske detaljer, som er så afgørende.

Til gengæld er den gode beliggenhed umiddelbart nem at afkode, og er heldigvis blevet bekræftet af to af ejerne i foreningen, der tilfældigt var på de kanter, og benyttede lejligheden til at køre forbi.

Boligen ligger ca. 6 kom syd for Acqui Terme, 10 minutter i bil, i omkring 450 meters højde. Der er fine adgangsforhold, hvor det sidste stykke er en relativ flad grusvej, som er farbar hele året. Grusvejen er privat og der er ingen trafik. Området omkring huset er virkelig roligt, fredfyldt og helt ugeneret.

Nærmeste landsby er Cavatore, en hyggelig middelalder landsby, kun omkring 1,5 km fra huset, så man både kan gå eller tage en af de cykler vi udstyrer boligen med.

På vej mod Cavatore ligger restauranten Da Fausto, kendt for sit glimrende italienske køkken.

Der er heller ikke langt til Melazzo, som ligger blot 2,8 km gang fra huset. Melazzo er lidt større end Cavatore og har både en lille bar og et par restauranter.

Se koordinaterne for den præcise beliggenhed

Se video af vejen til huset

Se video af omgivelserne

Italien piemonte udsigt vinmarker
Italien piemonte udsigt vinmarker
Italien piemonte udsigt

SELVE BOLIGEN OG GRUNDEN

Matriklen er omkring 15.000 m2 i et meget skrånende terræn, hvilket giver så meget karakter, men som også ofte er et kriterie, som vi ofte frasorterer på, fordi det kræver meget og dyrt strukturelt arbejde at sikre den rette støtte af jorden. I dette tilfælde har den nuværende ejer investeret massivt i nogle gode og strukturelt sunde støttevægge, som sikrer terrænet, og som vi dermed får med i handlen.

Det meste af grunden kræver blot almindeligt vedligehold / strimming, dog er der et lille stykke vinmark, som lige nu ser ud til at ligge brak, men som vi kan overveje at genoplive afhængig af, om vi kan lave aftale med en lokal vinbonde om at passe det.

Huset er oprindeligt bygget i sten, og er sidenhen gjort større ved at bygge på i begge ender. I alt er der omkring 213m2, som skal totalrenoveres indvendigt og have en helt ny planløsning. Vi vedlægger skitse af vores første tanker, hvor planen er at lave et soveværelse og bad i grundplan og tre værelser, to badeværelser samt et åbent mulitirum på første sal. Planløsningen er dog første udkast og kan ændre sig. Vi kommer til at fritlægge de indvendige stenvægge, hvor det er muligt. Det samme gælder de buede terracotta lofter, der pryder en del af det gamle hus.

Udvendigt er vores plan at fritlægge stenene hvor det er muligt, så huset bliver en kombination af sten og pudsede flader. Taget er forholdsvis nyt og har umiddelbart mange år tilbage. Både tag og hus er bygget solidt og vi får dermed meget foræret, som vi faktisk kan bevare og bygge videre på. F.eks. er der som noget helt unikt ca. 80m2 sammenhængende balkon/terrasse på første salen, fordelt på tre sider af huset. Vi planlægger at lave udgang til terrassen fra alle værelser. Der bliver plads til en stor overdækket terrasse i grundplan med pizzaovn samt til en pool med elektrisk cover. Opholdsarealerne er eksponeret mod syd og vest.

Huset står som et dødsbo, som vi faldt over ved et rent tilfælde på en gåtur i området. Det viste sig i første omgang, at det var ved at blive solgt, men handlen glippede, og vi blev kontaktet, hvorefter det blev muligt for os at handle huset.

Se video af grunden og udsigten (Videoen er uden lyd, da de indledende tanker sidenhen er ændret)

Se video af huset inde fra (Videoen er uden lyd, da de indledende tanker sidenhen er ændret)

Se video fra terrassen på 1. sal

Se skitse af vores første tanker (åben link i ny fane)

NÆSTE SKRIDT I PROCESSEN

Vi har afgivet købstilbud, og har fået accept fra sælger. Vi har i tilbuddet taget forbehold, bl.a. omkring de geologiske og strukturelle forhold, som vi nu er ved at få afklaret. Den geologiske rapport er dog først klar ultimo august. Vi forventer selvfølgelig at alt er, som det skal være, men hvis rapporterne viser nogle problemstillinger, har vi mulighed for at springe fra for handlen.

Sideløbende med selve handelsprocessen arbejder vi med projekteringen, og har konkret haft en entreprenør forbi med henblik på at give tilbud på renoveringen.