Hør mere om MyHomes

26. september kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Jeres nye bolig i Megève

I Megève er der to altafgørende kriterier for en attraktiv beliggenhed. Dels afstand til byen, dels afstand til skilift. Jeres kommende bolig ligger helt perfekt med blot få minutters gang til begge dele.

BELIGGENHED/ OMRÅDE

Lejligheden er beliggende i en meget karakteristisk bygning ved navn CHRISTMAS. En bygning, som er kendt af alle i området, og hvor der kun meget sjældent er noget til salg.

Bygningen ligger perfekt i området Rochebrune, 200 meter fra Rochebrune liften og 600 meter fra turistkontoret midt i byen. Yderligere er man kun 700 meter fra Chamoix liften midt i byen, og man er dermed tæt på alt det, der er attraktivt at være tæt på i Megève.

Se video af omgivelserne omkring bygningen.

Det er også værd at nævne, at man nemt går de 1,5 km til det store offentlige aktivitetscenter Le Palais, der rummer masser af aktiviteter for hele familien med store pools, inde og ude, klatrevæg, spa mm.

Se koordinaterne for boligen her.

BYGNINGEN/ LEJLIGHEDEN

Christmas bygningen er opført omkring 1948 og fremstår yderst velholdt. Den er helt karakteristisk i området med sit karakteristiske design og røde skodder. Bygningen er i 4 etager. Jeres kommende lejlighed ligger næstøverst på 3. sal og har en balkon, der vender mod syd med sol det meste af dagen.

Se video fra balkonen.

Lejligheden har en fornuftig størrelse for Megève med omkring 58 boligkvadratmeter. Den er forholdsvis renoveret, men skal alligevel (som altid) bygges lidt om for at passe til vores høje krav.

Vi vil gerne vente med at afsløre mere omkring planerne for ombygningen, da vi i skrivende stund afventer udarbejdelse af en plantegning, der er nødvendig for, at vi kan beslutte detaljerne. Der skal flyttes lidt rundt på soveværelserne, bygges nyt badeværelse og måske et ekstra badeværelse eller gæstetoilet. Derudover skal der etableres et nyt køkken og en række andre opdateringer.

Uanset, så vil der blive de to obligatoriske soveværelser samt en god stue og køkken i åben forbindelse, hvorfra man også har adgang til balkon med en åben udsigt uden bygninger foran.

Der medfølger en privat garage, dog placeret i nabobygningen.

Vi har haft boligen i kikkerten i lang tid, men prisen har været for høj. Heldigvis er sælger nu blevet moden og har accepteret et bud 100.000 euro under udbudsprisen, hvilket gør det muligt for os at slå til på 650.000 euro, så der er plads til en fornuftig renovering indenfor det budget, vi har til rådighed.

NÆSTE SKRIDT I PROCESSEN

Der er underskrevet købstilbud, og derefter går arbejdet i gang for advokaten med at indhente alle relevante dokumenter, som vi skal bruge i vores due diligence forud for underskrivelse af selve købsaftalen.

Som altid skal vi have tålmodighed. Handlerne i Megève tager, ligesom i Villefranche, lang tid. Den store tidsrøver er her en standard to måneders forkøbsret hos kommunen, som gør sig gældende for alle franske bolighandler. Forventningen er overtagelse engang i november.

Vi holder jer selvfølgelig løbende orienteret.