Penthouselejlighed på Mallorca

Vi har fundet den fjerde bolig til jeres forening, i Camp de Mar, med den mest fantastiske beliggenhed ved stranden og udsigt over bugten.

Området

Camp de Mar er et eftertragtet og eksklusivt område på Mallorca og ligger på den sydvestlige del af øen. Området er særligt kendetegnet ved rustikke klippekyster og en lækker sandstrand med azurblåt vand.

Jeres lejlighed ligger skønt med udsigt til bugten og i en bebyggelse med direkte udgang til stranden. Se video fra stranden.

Der er flere gode restauranter omkring, både i bugten og på områdets 5 stjernede Steigenberger Golf & Spa Resort. Der er en lille købmand ved stranden og yderligere større indkøbsbutikker blot et par kilometer væk.

Til Palma og lufthavnen er der 30 minutters kørsel.

Se koordinaterne.

Bebyggelsen

Man parkerer i den private P-bås på gaden og går ned til bebyggelsen ad nogle trapper. Ankomsten til lejligheden er charmerende og giver følelsen af at ankomme mere til et rækkehus end en lejlighed. Der er frodigt og grønt overalt omkring, som passes af bebyggelsens faste ”caretaker”.

De 22 enheder i bebyggelsen deler en fælles pool, der forlyder at være opvarmet om vinteren. Fra poolområdet er der en gate direkte til stranden.

Lejligheden

Boligen er i 2 plan på i alt ca. 100 m2, og derudover har den en tagterrasse på ca. 25-30 m2 samt en mindre terrasse på 11 m2 ud for stuen. Den nuværende ejer har inddraget denne terrasse i stuen, hvilket vi kommer til at føre tilbage i renoveringen.

I stueplan bliver der stue/køkken i åben forbindelse med udgang til altan og derudover 2 soveværelser og 2 badeværelser.

På første sal er husets tredje værelse, og vi etablerer endnu et badeværelse en-suite. Det er også fra repos på første sal, at man tilgår tagterrassen, hvor vi forventer at få plads til både grill og udekøkken og selvfølgelig lækre møbler, så man både kan bruge stedet til at spise og slappe af.

Se video af udsigten fra tagterrassen.

Både inde fra boligen og fra begge terrasser er der en skøn udsigt over bugten, og man fornemmer en særlig vibe, fordi man er så tæt på.

Alt skal renoveres, og der skal ændres lidt på planløsningen i forhold til den eksisterende plan, som her er vedlagt. Mere om de konkrete planer senere.

Næste skridt

Vi har netop underskrevet købsaftalen og afventer nu, at sælger skal underskrive, hvorefter vi kan overføre depositum. Vi forventer, at skødet kan underskrives indenfor få uger, og at vi kan komme hurtigt i gang med nedrivning derefter.

Et forsigtigt bud på ibrugtagning er sen forår 2027. Vi har handlet boligen til en god pris og har budget til virkelig at lave den omfattende renovering, som boligen fortjener, og som den kan bære ud fra et investerings perspektiv.