Udsøgt lejlighed i smukke Port de Sóller

Her får vi alt det, vi gerne vil have og lidt mere til. Rummelig bolig med masser af autenticitet, fantastiske udeområder, flot udsigt og stor fælles pool.

MyHomes apartment in Mallorca

Rolig beliggenhed i eksklusivt område

Lejligheden er placeret i en bebyggelse fra år 2000, bygget i autentisk stil og beliggende tilbagetrukket, bygget ind i klipperne, med panoramaudsigt over bjerge og Port de Sóller-bugten. Her er ro og fred, og området er både pænt og eksklusivt, nabo til det internationale femstjernede Jumeirah Hotel. Og selvom man er trukket lidt tilbage, er der stadig kun omkring 10 min. gang til restauranter, cafeer og stranden i bugten.

Bebyggelsen består af en række ”townhouses”, opdelt i lejligheder, hvoraf de øverste, hvor denne er beliggende, er i 2 plan. Lejlighederne deler en stor fælles pool.

Se video foran bebyggelsen.

Man går fra gaden op til 3. sal og træder ind i den ca. 100 m2 store bolig.

Stueplan er et stort åbent køkken/stue med flotte lofter til kip. Endvidere rummer etagen et gæstetoilet. Fra stuen er der udgang til en stor sydvendt balkon med den flotteste panoramaudsigt over bugten og de omkringliggende bjerge. Fra køkkenet er der yderligere adgang til en skøn og stor gårdhave med udebruser og udekøkken.

Se video af stueplanen. 

I underetagen er der et stort mastersoveværelse med en suite badeværelse og udgang til en ”spansk balkon” mod syd og med samme skønne udsigt som fra stuen. Derudover er der et lidt mindre soveværelse med egen udgang og, når vi er færdige med renoveringen, et ensuite badeværelse nummer to.

Se video af underetagen. 

Det er generelt en rummelig bolig med en god planløsning og masser af charme og karakter.

Boligen er i god stand og vi kan bruge rigtig meget af det eksisterende, herunder gulve, vinduer og trappe. Der skal etableres nyt køkken, 2 nye badeværelser, nyt AC/varmesysten og derudover skal der ryddes op og optimeres i gårdhaven, males overalt og en lang række andre, mindre opdateringer.

Smukkeste beliggenhed

Port de Sóller ligger på vestkysten af Mallorca. Det er et lille og yderst eftertragtet område, hvor boligerne ikke hænger på træerne, og når de er tilgængelige, bliver de solgt meget hurtigt. Vi er derfor meget begejstrede for at have denne bolig på hænderne.

Når man har været i Port de Sóller, forstår man, hvorfor det er så eftertragtet. Naturen er overvældende og smuk med bjerge, der omkranser den lille hyggelige bugt med adgang til en skøn hvid sandstrand.

Fra Port de Sóller er der blot 5 minutters kørsel til byen Soller, der lever hele året. Man kan evt. benytte sig af den lille hyggelige sporvogn, der kører i fast rutefart mellem havnen og byen.

Se lokationen.

Næste skridt

Købsaftalen er under udarbejdelse hos vores advokat og forventes underskrevet i den kommende uge. Vi skal være opmærksomme på, at indtil der er underskrevet, er der altid en risiko for, at handlen falder, men vi mener at have en god tråd i parterne, så risikoen er lille.

Det endelige skøde underskrives omkring 1. september pga. sommerperioden, hvor vi alligevel ikke må påbegynde projektet. Vi vil bruge tiden frem til da på at planlægge arbejdet, så vi kan starte umiddelbart efter, at vi overtager.