Hør mere om MyHomes

24. oktober kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Ditte Ejlerskov

Mesh Goddess Bodies (grey), 2022

Ditte Ejlerskov er en dansk billedkunstner, der i sit arbejde veksler mellem digital kunst og traditionelle kunstformer såsom maleri. De to områder er dog ikke modsatrettede hos Ejlerskov, men supplerer hinanden og er ofte i tæt dialog, som på Ejlerskovs nylige soloudstilling ”The Cult of Oxytocin” på Nikolaj Kunsthal.

Her udstillede Ejlerskov på alle tre etager i den forhenværende kirke og præsenterede bl.a. sin serie af Dream Gradients, monumentale akrylmalerier baseret på teorier indenfor farveterapi.

Ejlerskovs intention med udstillingen var at hylde hormonet oxytocin, populært kaldet kærlighedshormonet, og samtidigt belyse den iboende kamp mellem oxytocin og adrenalin. Hermed ikke forstået som henholdsvis det gode og det dårlige hormon, men som medfødte kræfter, vi som mennesker kan tage kontrol over.

Denne balance er også portrætteret i Ejlerskovs The Wrestlers, et værk baseret på Ejlerskovs egen digitale version af Uffizis brydere. The Wrestlers er en reproduktion af en romersk/italiensk marmorskulptur, der står i Firenze, som igen er en reproduktion af en bronzeskulptur fra det antikke Grækenland. I Ejlerskovs værk er de to brydere omdannet til kvinder, men står ligesom det originale værk fastfrosne i kampens hede, som et billede på to modstridende fysiske tilstande. I udstillingen optrådte disse tilbagevendende karakterer både som digitale skulpturer, fysiske prints og vævede vægtæpper.

Ditte Ejlerskov har udstillet på en række institutioner, og hendes værker kan findes i både private og offentlige samlinger i både Danmark og udlandet.