Hør mere om MyHomes

10. december kl. 17.30

Tilmeld dig informationsmøde

Stemningsfuld bolig på Mallorca

Drømmen om at eje en bolig på Mallorca med privat pool og udsigt over det smukke og varierede landskab samt det funklende Middelhav er nu et skridt nærmere at blive til virkelighed. Vi har nemlig fundet et spændende emne til MH14 Premium. En skøn lejlighed i to plan i det eftertragtede Port Sóller.

image/svg+xml

Lejlighed med udsigt og privat pool

Boligen er en lejlighed, som i virkeligheden føles mere som et townhouse i to plan. Den er en del af et community med i alt 8 lejligheder, opdelt i fire ”townhouse”-type bebyggelser” med 2 lejligheder i hver.

Det effektive boligareal er omkring 107 m2, og man træder i stueplan direkte ind i et stort opholdsrum med køkken og stue i åben forbindelse og med adgang til en rummelig, delvis overdækket, sydvestvendt terrasse med 180 grader panoramaudsigt over bjerge og bugten, hvorfra man vil kunne nyde de smukkeste solnedgange. I stueplan er der endvidere gæstetoilet og trappe til første sal. På første sal er der tre værelser, det ene med en suite badeværelse og adgang til balkon med den skønneste udsigt over bugten. De to andre værelser har delt badeværelse. Overalt er der loft til kip.

Stilen både ude og inde er autentisk med masser af lokal charme. Lejligheden fremstår renoveret i gode, eksklusive materialer, og der er bl.a. gulvvarme i det meste af boligen. Alligevel er der masser af detaljer, vi kommer til at opdatere, herunder køkken og badeværelser. Det gør dog en stor forskel for leveringstiden, at vi ikke skal begynde helt forfra.

Lejligheden har en eksklusiv brugsret til en omkring 80 m2 stor og privat tagterrasse med egen adgang via en udvendig trappe. Fra terrassen er der selvfølgelig en blændende panoramaudsigt og sol hele dagen. Terrassen er indrettet med et soldæk og med en privat pool og udebruser. Poolen står på jorden, men er i en god størrelse og bygget fint ind i miljøet, så den fremstår som et stort aktiv for boligen. Vi har selvfølgelig en plan for, hvordan vi kan gøre poolområdet endnu mere lækkert og indbydende.

Boligen har privat parkeringsplads samt et udendørs område til teknik og vaskemaskine.

Udover, at boligen til fulde lever op til det, vi ønsker at levere til en Premium forening på Mallorca, er også prisen lidt af et scoop, og med køb af denne bolig vil der, selv med en flot opdatering både inde og på tagterrassen, være rigeligt luft i budgettet, der kan bruges på udvikling af de resterende boliger til MH14.

Bedste beliggenhed

At købe en bolig i Port de Sóller på vestkysten af Mallorca til én af vores foreninger, har længe været højt på vores ønskeliste. Det er imidlertid et meget lille område og samtidig ret så eftertragtet, så boligerne hænger ikke på træerne, og når de er tilgængelige, bliver de solgt meget hurtigt og til priser, der typisk er højere end i f.eks. Port d’Andrax.

Når man har været i Port Sóller forstår man, hvorfor det er så eftertragtet. Naturen er overvældende og smuk med bjerge, der omkranser den lille hyggelige bugt med adgang til en skøn hvid sandstrand. Fra Port de Sóller er der blot 5 minutters kørsel til byen Soller, der lever hele året. Man kan evt. benytte sig af den lille hyggelige sporvogn, der kører i fast rutefart mellem havnen og byen.

Boligen, vi har udset til MH14, er beliggende tilbagetrukket op ad bjerget med panoramaudsigt over bjerge og Port Soller der stadig kun omkring 15 min. gang til restauranter, cafeer og stranden i bugten.