Hør mere om MyHomes

Tilmeld dig inspirationsaften

Min personlige rejseoplevelse

Finn Christensen adm. direktør og stifter MyHomes
Finn Christensen , Adm. direktør & stifter
Piemonte, Italien. MyHomes

“At rejse er at leve” – det er jeg helt enig med H.C. Andersen i, og for mig giver rejser ofte anledning til at reflektere, lade op, og få ny inspiration. Det kan nok ikke overraske mange, at MyHomes’ klassiske lokationer også er nogle af mine personlige favoritsteder, når jeg skal feriere.

I år gik turen således til tre af de mest populære lokationer blandt MyHomes ejerne – Piemonte, Villefranche og Megève, tilført et ekstra krydderi i form af vores nyeste “opfindelse”; Provence i Sydfrankrig.

”Hvert sted har sit særpræg og attraktioner. Hvert sted drager. Hvert sted byder på centrale elementer af det, vi ofte betragter som det gode liv”.

Vores helt særlige sted i Piemonte

Med bilen pakket og vores gravhund Maggie på bagsædet vendte vi næsen Sydpå den 1. september. Gps’en var sat til Mombaruzzo i Piemonte, som har en særlig plads i vores hjerter, da stedet dannede ramme om vores bryllup for præcis et år siden. Næste gang du er på de kanter, kan jeg varmt anbefale en frokost på netop Villa Prato i Mombaruzzo – et ombygget kloster, som er ejet af producenten af verdens måske bedste grappa; Berta (destilleriet ligger et par km fra Villaen). Smukt beliggende og med vidunderlig udsigt i typisk rolige, nærmest menneskeforladte omgivelse – det viser sig, at der er masser af beboere i byen, hvilket man bemærker, når mørket er falder på.

Vi elsker at besøge Piemonte netop på den tid af året, og udover os tiltrækker den smukke region forståeligt mange vinentusiaster og gastro-turister.

Opholdet i Piemonte gav mig i øvrigt rig lejlighed til at besøge flere af vores byggepladser, hvor vi lige nu arbejder intensivt på klassiske Comfort, Premium og Quantus huse. Alle boliger med deres eget helt unikke præg og med detaljen i højsædet. Vi elsker at fremhæve og lege med detaljer, som bringer sjæl og historie ind i boligerne.

F.eks. har vi gjort en dyd ud af at bevare “Madonnaen”, som er muret i ydervæggen på det ellers totalt istandsatte hus til Quantus – Madonnaen passer på huset og dets beboere. Tilhørende samme bolig finder man en væg, som understøtter den kæmpestore terrasse, hvor de oprindelige planter er bevaret, trods renovering af væggen. I det hus, som i alle de andre, er man omgivet af skønne vinmarker, hvor druerne var helt plukkemodne og klar til årets høst.

“Ved at vælge MyHomes skal man ikke vælge fra. Man får det hele i ét – og kan nyde det bedste fra alle verdener”.

Besøg på byggepladsen

Senere på ugen lagde jeg vejen forbi et kommende Premium hus, der stadig står, som det blev forladt for år tilbage – det virker næste som om, stedet har været med i scener fra ”Det store ædegilde”, hvor man har glemt at rydde op efterfølgende. Snart er alt det fortid, når vi igangsætter nedrivning og byggeriet af et helt nyt, moderne landhus med privat pool. I sådanne byggerier læner vi os op ad dygtige arkitekter og entreprenører – en af dem er vores tætte samarbejdespartner Alfonso, som jeg mødte sammen med hans far og hans crew. Dygtige mennesker, som sætter en ære i at levere huse med autenticitet og moderne faciliteter.

Vi besøgte nogle af de kendte vinproducenter

En del af vores huse ligger tæt på eller centreret om byen Canelli, og hvis du ikke tidligere har besøgt byen og nogle af dens særdeles kendte vinproducenter, har du noget rigtigt godt til gode. Vi startede f.eks. med at besøge berømte Contratto, der laver nogle af de mest liflige bobler, man kan opdrive. Stedet og produktionen har sin helt egen spændende historie – man lægger f.eks. mærke til, at samtlige flasker de producerer har en lille klat maling i bunden. Den benytter Mauro og hans kollega, som med håndkraft drejer flaskerne 1/8-del ad gangen, til at vide, hvor langt de er nået i processen (PS: de kan dreje 15.000 flasker i timen, 250 i minuttet – tro det eller ej!). Uanset hvor du støder på en flaske Contratto, vil du lægge mærke til den særlige malerklat i bunden.

Stedet ejes i øvrigt af samme familie, som står bag berømte La Spinetta, som gladeligt tog imod os efterfølgende (absolut også er et besøg værd).

Vil du prøve noget alternativt til de meget velorganiserede og professionelle producenter, kan det varmt anbefales at besøge Forteto della Luja, som følger sine helt egne traditionsrige metoder for produktion af deres vine. Der anvendes ingen maskiner, og græsset slås kun én gang om året. Vi følte os hensat til en anden verden omgivet af biodiversitet i sin reneste form, som bl.a. har medført, at de ud over glimrende vin også er kendt for deres 21 sorter vilde orkideer. Et ganske ekstraordinært besøg, som bør skrives på listen.

 

Middelhavet er som meditation – på alle tider af året!

Godt fuld af indtryk samt mad og vin i verdensklasse, satte vi kursen mod Sydfrankrig – et andet af vores favoritsteder. Turen dertil tager os altid via Monaco, som vi ikke misser chancen for at besøge, når vi er på de kanter. Fascinerende og imponerende og med sit helt eget specielle miljø.

Vores destination var dog skønne Villefranche-sur-Mer, hvor den lokale charme og fantastiske udsigt kan noget helt særligt. Vi holder særligt meget af vores morgen-gåture til Cap Ferrat og tilbage ad kyst-stien til Beaulieu.

Villaer og huse i særklasse, ja faktisk i deres helt egen liga. Men mindre kan gøre det, og i Villefranche handler det om at sikre en vidunderlig udsigt over Middelhavet – det lykkes altid i MyHomes boligerne. At sidde på havnefronten med en Aprol eller Negroni og nyde aftensolen gå ned, giver kriller i maven hver gang.

Nye indtryk og søde sager med hjem

Villefranche er særdeles populær blandt vores ejere, men vi får jævnligt forespørgsel på andre områder af Sydfrankrig – f.eks. Provence. Udover at købe frisk og hjemmelavet nougat i flere varianter på det lokale marked (til vores dygtige team), bragte jeg nye indtryk med hjem – indtryk af den ene charmerende lille pittoreske landsby efter den anden. Jeg glæder mig til at indvie jer yderligere i de spændende muligheder, der åbner sig for at opnå egen provencalsk villa med privat pool.

Vores hjertebarn i De franske Alper

På en rundtur til vores favoritsteder i Europa hører uvilkårligt Megève. Således også denne gang. Stedet i de Franske Alper, som emmer af eksklusivitet, hygge og storslåethed. Året rundt tager Megève imod gæster med lyst til det aktive liv eller bare trangen til at nyde det magiske landskab. På dette konkrete tidspunkt er der mere stille end i højsæsonerne, som dækker både sommer og vinter, og det giver ekstra god tid til at nyde de mange smukke detaljer ved husene og landskabet, og efterlader ekstra god plads på den smukke 18-hullers golfbane, med den mest vanvittige baggrund.

Vi indlogerede os på vores foretrukne hotel i byen – et hyggeligt familiedrevet sted, der emmer af al den charme, som Megève byder på.

Man kan ikke besøge Megève uden at tage på en ”hike” – altså prøve kræfter med den helt unikke natur. Vi var heldige, at vores dygtige MyHomes-samarbejdspartner Veronique tog sig tid til at guide os til den lokale top. Smukkere findes det ikke. Der er bogstaveligt talt højt til loftet, og man i den grad får “luftet ud” i øverste etage.

Tag en tur til Megève, og du er solgt for altid.

… jeg nåede lige at deltage i scouting af fantastisk ny lejlighed til en af vores Premium foreninger sammen med chefen for vores Development-afdeling Rikke Skouboe.

Tanker i bilen på vej hjem

På vej retur til Danmark tog vi en snak, som vi har haft adskillige gange tidligere. Hvor ville vi helst eje en feriebolig? Som så ofte før endte vores samtale med følgende konklusion – det er umuligt at vælge. Hvert sted har sit særpræg og attraktioner. Hvert sted drager. Hvert sted byder på centrale elementer af det, vi betragter som det gode liv.

Og netop det minder min om, hvorfor jeg i tidernes morgen startede MyHomes og syntes, at konceptet var genialt (lidt ananas i egen juice). Ved at vælge MyHomes skal man ikke vælge fra. Man får det hele i ét – og kan nyde det bedste fra alle verdener.