Penthouse på Mallorca

Vi har fundet den tredje bolig til jeres forening i det mondæne Port D’Andratx med den mest fantastiske panoramaudsigt over bugten og indsejlingen.

Boligens beliggenhed

Port D’Andratx er et af de mest eftertragtede og eksklusive områder på Mallorca og ligger på den sydvestlige del af øen. Området er særligt kendetegnet ved rustikke klippekyster og flot natur.

Jeres lejlighed ligger smukt i et roligt område, i kort gåafstand til bugtens eneste sandstrand Cala Fonoll, og ligeledes tæt på både lystbådehavn og bugtens mange restauranter, caféer og butikker.

Se koordinaterne.

Bebyggelsen er charmerende og fremstår relativt velholdt. Der er masser af grønt, som passes af en ”caretaker”, der ligeledes passer den fælles pool, som hører til stedet.

Der er etableret en elevator, der går direkte til boligens svalegang.

Man parkerer på gaden, hvilket vi dog aldrig har oplevet som et problem, idet vejen ender blindt længere oppe, og der er normalt fin plads.

Penthouselejlighed

Der er tre helt afgørende kriterier for os, når vi søger bolig på Mallorca: Beliggenhed, udsigt og udeområder.

Denne bolig har alle dele til rigelighed. Den rummer 93 m2, plus flere terrasser, hvoraf den største vender mod syd, er overdækket og helt privat uden indkig fra naboer, og hvor der er rigelig plads til både spise- og loungemøbler. Fra altanen er der 180 graders panorama udsigt over hele bugten og indsejlingen.

Boligen ligger på øverste etage i den ene af to mindre bygninger i ejerforeningen. Allerede når man træder ind ad døren, kommer udsigten én i møde igennem det brede glasparti, som vi i renoveringen vil lægge vægt på at kunne åbne så meget som muligt og dermed sikre en god integration mellem inde og ude.

Boligen får 3 soveværelser og 2 badeværelser, det ene en suite med master-soveværelset. Stue og køkken bliver i åbent plan, og fra køkkenet er der endnu en udgang til en lille terrasse mod nord, som er dejlig sval på en varm dag.

De to værelser er ikke de største af slagsen, men vi har vurderet, at alle andre forhold til rigelighed opvejer dette.

Alt skal renoveres, og der skal ændres lidt på planløsningen i forhold til den eksisterende plan, som du kan se her. Mere om de konkrete planer kommer senere.

En skøn bonus ved denne bolig er, at der er tinglyst eksklusiv brugsret til en stor tagterrasse, hvorfra udsigten selvsagt er ganske fantastisk. Den nuværende ejer bruger ikke taget og har ikke gjort noget ud af arealet, men der er en fin bred trappe derop, direkte fra lejlighedens ”forhave”. Det ville således være oplagt på sigt at investere i at gøre det til et hyggeligt sted som supplement til den store terrasse til selve lejligheden, såfremt I i foreningen vurderer, at det er et sted I vil komme til at opholde jer. Billeder af tagterrassen vil følge.