Hør mere om MyHomes

NYHED – MyHomes robot udviklet til ejerne

Finn Christensen adm. direktør og stifter MyHomes
Finn Christensen, Adm. direktør & stifter
pool botler robot myhomes

I MyHomes sætter vi en stor ære i at skabe fornyelse i alle led for at give den bedste kundeoplevelse til den mest fordelagtige pris. Det har drevet os til at foretage markante investeringer i automatisering og IT, og nu tager vi det fulde skridt i retning af at tilbyde ferier, helt uden arbejde.

Vi hører ofte vores ejere og kommende ejere udtale, at det de elsker mest ved MyHomes konceptet er, at MyHomes tager sig af alt det besværlige, og at man derfor kan holde ferie, når man har ferie.

Selvom vi 24/7 står klar med support til ejerne, er der dog ting, vi ikke kan klare på flere tusinde kilometers afstand. Men sådan skal det ikke være længere.

Nu introducerer vi nemlig den hypermoderne MyRobotButler, som er en teknologisk landvinding og ganske enkelt repræsenterer den mest avancerede elektronik på markedet.

MyRobotButler har vi udviklet i tæt samarbejde med en stor amerikansk virksomhed, som bl.a. leverer populære elbiler, og teknologien, som anvendes dér, har vi bygget videre på, så robotten er selvkørende, har lang batteritid og rummer uanede anvendelsesmuligheder.

 

Robot

ALTID EN HJÆLPENDE HÅND

MyRobotButler kan træde til med en hjælpende hånd i rigtig mange sammenhænge, og den kan programmeres efter den enkelte families ønsker. Programmeringen giver bl.a. mulighed for selv at bestemme robottens personlighed, så man f.eks. kan vælge om ens butler skal minde om Brad Pitt, Mette Frederiksen eller MyHomes’ helt egen, dygtige supportansvarlige Sara Matras. Og ja, indstillingerne huskes selvfølgelig fra gang til, og kan tilgås via den App vi har udviklet til at styre hele herligheden.

Robotten er designet til at klare de fleste hverdagsopgaver, såsom at passe børnebørnene, blande en lækker Aperol Spritz, ringe og bestille bord på den lokale favoritrestaurant. Ja, robotten taler alle de relevante sprog som fransk, italiensk og spansk, og kan derfor føre en fuld samtale med en lokal, skulle der blive brug for at bestille take-away, eller f.eks. spørge naboen om tip til udflugter i området.

Det måske mest nyskabende er, at robotten kan rede sengene og hænge håndklæder til tørre. For selvom MyHomes altid sørger for, at der er rent linned, lækre håndklæder og badekåber klar, når man møder op i sin bolig, er det skønt at slippe for besværet under opholdet også.

Robot

DIN GARANTI FOR ET GODT OPHOLD

MyRobotButler starter altid med at byde dig og dine gæster velkommen, og kan via ansigtsgenkendelse huske navne og derfor være helt personlig i sin hilsen. Samtidig husker den, hvilken type kaffe du bedst kan lide, hvilken der er din favorit rødvin, og hjælper den selvfølgelig med at lave mad og rydde op, så familierne kan slappe af og hygge sig.

Familiens nye bedste ven har altid styr på det mest aktuelle, der sker på den pågældende lokation. Så den er programmeret til at kunne holde et kort intromøde, når I dukker op, hvor den vil gennemgå ”what’s on” i den kommende uge, om den lokale vinbonde har tilbud på rødvinen, hvilke golfbaner I plejer at spille, og om der er plads i den kommende uge. Da der er indbygget kunstig intelligens, kan robotten sågar vha. ansigtsgenkendelse hjælpe alle familiemedlemmerne. Har I f.eks. brug for få justeret jeres golfsving, skal I blot demonstrere det foran robotten, og den afkoder selv jeres handicap, hvorefter den giver individuel træning.

FREMTIDENS SAMARBEJDSPARTNER

Endelig er det MyRobotButlers opgave at indsamle feedback fra ejerne og formidle den til MyHomes med løsningsforslag. Vi har altid fokus på at udvikle os, så vi kan yde den optimale service, og med MyRobotButler behøver ejerne ikke længere at udfylde feedback-formularen eller ringe til MyHomes support, det har MyRobotButler helt styr på. MyRobotButler har en veludviklet og stærk personlighed, og derfor kan man godt havne i en mindre diskussion med den om dagligdags problemer, f.eks. hvis I kommer for sent ud ad døren til en aftale, eller alle ikke har spist op. I så fald anbefales det at tage kontakt til MyHomes supporten, som kan nulstille robotten fra kontoret i Bredgade.

Vi er selv på månen over vores nyskabelse, som er flyttet ind i boligerne fra i dag d. 1. april 2023, og glæder os til den videre udvikling af vores patenterede MyRobotButler.