Hør mere om MyHomes

Tilmeld dig inspirationsaften

Udsøgt stenhus i hjertet af Provence

Rikke Skouboe, Partner og udviklingschef MyHomes
Rikke Skouboe, Partner & udviklingschef

Til MH18 Premium har vi nu udsøgt foreningens anden bolig. Et luksuriøst stenhus med masser af charme og en fantastisk beliggenhed i Provences smukke landskab. Læs herunder om boligen, beliggenheden samt vores planer for at opdatere ejendommen efter MyHomes høje standarder.

Sydfransk landidyl

Blandt en perlerække af små lokale landsbyer, der strækker sig fra øst og slutter mod vest, ligger Seillans. Byen er kendt for sin autentiske charme og postkortværdige omgivelser med vinmarker, olivenlunde og bløde bakker. Her finder man også restauranter, caféer og let indkøb, og er således en perfekt kombination af ro og fransk landsbyidyl. Samtidig har man kun ca. en times kørsel fra lufthavnen i Nice og endnu kortere, hvis man ønsker at komme ud til kysten. ”Hovedbyen” Fayance er ca. 10 minutter væk i bil og har alt, hvad man har brug for under sit ophold.

Grunden er på ca. 5000 m2 og ligger helt ugeneret med egen gate og lille adgangsvej, der leder til et stort grusbelagt parkeringsområde suppleret med en lukket garage. Overalt har man den skønneste udsigt over landskabet, og selve grunden er velanlagt med flere små plateauer, støttet af autentiske stenmure. Stedet er grønt og velopvokset og kræver blot lidt omsorg for at komme til at stå helt skarpt.

Til huset hører en stor opvarmet infinity pool, som har masser af terrasseplads omkring. Se video fra terrasserne.

Herunder lidt billeder af Seillans samt udsigt fra grunden.

Charmerende og velholdt stenhus

Stenhuset er opført i 2003 af en dansk familie, som nu afhænder stedet til MH18 samtidig med, at de køber sig ind i foreningen for på den måde at sikre, at de fortsat kan komme i huset og nyde de omgivelser, de kender så godt.

Huset rummer 229 m2 fordelt på to plan og er bygget i kvalitetsmaterialer hele vejen igennem, inde og ude. Den nuværende ejer har passet rigtig godt på stedet, og det ser man tydeligt. Det skal dog igennem en opdatering, hvorefter det kommer til at stå præcis, som vi ønsker det.

Der skal ændres en smule på planløsningen på begge etager. Derudover får køkkenet og badeværelserne en overhaling, og der skal tilføres farver og interiør, som skaber hygge, stemning og autenticitet. Huset er bygget med gulvvarme overalt, som vi kommer til at supplere med etablering af et airconditionsystem, således at huset er komfortabelt både sommer og vinter.

Når vi er færdige med opdateringen, står boligen med fire soveværelser, der har hvert sit en suite badeværelse. Derudover er der et repos på første sal og i stueplan et gæstetoilet, bryggers og stor stue i sammenhæng med et åbent køkken. I stuen får vi nemt plads til en komfortabel sovesofa, med plads til yderligere to sovende, således at huset rummer i alt 10 sovepladser.

I forlængelse af køkkenet er der en stor overdækket terrasse med udekøkken og grill.

Vil du vide mere om MH18 Premium?

Tilmeld dig vores næste informationsmøde