Hør mere om MyHomes

Tilmeld dig inspirationsaften

Jeres nye sted i Piemonte

I Piemonte har vi haft en forhåbning om at kunne bygge et stenhus til jer. De gode jordstykker er dog svære at få fat i, så vi vidste, at det ville kræve ihærdighed og en lille portion held at finde det helt rigtige sted. Det er nu lykkes, og det glæder os, at vi kan præsentere den fantastiske mulighed, vi har fundet, der har den helt rigtige beliggenhed midt i vinmarkerne.

Piemonte vinmarker hus

GRUNDENS BELIGGENHED

Grunden ligger helt uforstyrret, hævet over vejen, omkranset af vinmarker og med en skøn udsigt i vores foretrukne område, der er UNESCO fredet og placeret imellem Nizza Monferrato og spabyen, Acqui Terme. Der er ca. 15 minutters kørsel til begge byer. Fra grunden er der bl.a. udsigt til landsbyen, Mombaruzzo, og det smukke kirketårn i Fontanile. Der er ca. 1,7 km til den lille landsby, Castelletto Molina, og 2,2 km til Fontanile, som blot er en kort cykeltur væk.

På grunden står der i dag et nedrivningsklart ”farm house”, hvilket passer os rigtig godt, da vi dermed kun betaler for grunden og retten til at bygge et nyt hus. Derudover er det en stor fordel, at grunden allerede er registreret med et hus, da det gør byggeansøgningsprocessen både nemmere og en del billigere, end hvis vi købte en byggegrund.

Se koordinaterne for den præcise beliggenhed

Se video fra vejen mod huset

SELVE GRUNDEN

Den nuværende ejer af huset og grunden, ejer også det omkringliggende jord, og han er fleksibel i forhold til at lade os definere det jordstykke, der passer bedst til vores formål. Dvs. med plads til at bygge et passende stenhus, der har den rigtige position i forhold til solen, med tilhørende pool, terrasse, have og parkering.

Se video af grunden og udsigten

Links skal åbnes i en ny fane. Højreklik og vælg ‘åben link i ny fane’. Husk at aktivere lyden.

DET NYE STENHUS

Som I sikkert ved, har ejerne i MH02 Premium fornyligt fået overdraget et nybygget stenhus i Cassinasco, som I kan se billeder af nedenfor og i fotobogen her. Med dette byggeprojekt arbejdede vi sammen med entreprenøren, Alfonso, der på trods af corona formåede at levere huset i flot kvalitet, til tiden og indenfor aftalt økonomi. Med den gode oplevelse i bagagen har vi indgået en ny aftale med Alfonso om at bygge jeres hus, der bliver på ca. 220-230 m2, og hvor vi tager udgangspunkt i de samme autentiske detaljer, som huset i Cassinasco er gennemsyret af.

Så snart vi har sat underskrift på købsaftalen, kaster vi os over at få tegnet huset, og her har ejerudvalget på forhånd givet udtryk for, at de vil prioritere fem værelser, så I ikke behøver en sovesofa.

NÆSTE SKRIDT I PROCESSEN

Mægleren og vores entreprenør er i skrivende stund ved at definere det grundstykke, der bedst lever op til vores behov og som sikrer, at ejeren af de omkringliggende vinmarker kan tilgå dem med traktor uden, at det skaber unødige gener for jer. Derefter kan prisen forhandles endeligt på plads, og vi kan underskrive en reservations-/købsaftale.

I skal forvente, at selve handlen tager omkring 3 måneder at gennemføre. I den periode arbejder vi selvfølgelig med at definere projektet og tegne huset, så vi er klar til at indhente byggetilladelse, så snart skødet er skrevet. Foruden byggetilladelsen skal byggeriet også godkendes af en ekstra instans, da grunden ligget i et UNESCO område, hvilket kan tage lidt længere tid.

Vi skal derfor påregne ca. 13-15 måneder til byggeriet og den efterfølgende indretning samt færdiggørelse. Det er altså ikke et quickfix, men vi er sikre på, at det bliver ventetiden værd. Det er i hvert fald det, vi hører fra ejerne i MH02 Premium.